2020-02-19 Product News

Global vækst i alkoholfrit øl booster dansk produktion af bryggeriudstyr

Mens det globale salg af alkoholfri øl stiger markant, fortsætter bryggerierne jagten på den perfekte ølsmag, og den jagt har skabt aktivitet hos den internationale industrikoncern Alfa Lavals globale afdeling for bryggeriudstyr, der er placeret i Søborg. Her har man udviklet en mere skånsom metode til fjernelse af alkohol, hvilket betyder at øllet bevarer flere smagsstoffer. Efter en testperiode bliver metoden nu taget i brug i stor skala hos blandt andre Royal Unibrew i Faxe.

Såvel i Danmark som på verdensplan bliver der drukket mere alkoholfrit øl – det vil sige øl med en alkoholprocent mellem 0,0 og 0,5 procent. Ifølge prognoser fra analyseinstituttet Euromonitor International vil salget af alkoholfri øl samt andre alkoholfrie ølprodukter såsom radlere stige til hele 4,65 milliarder liter i 2020, og det vil i så fald være lig med en stigning på tæt på 40 procent på blot fem år.

Og her stopper det ikke. For mens det globale salg af øl er tæt på stagneret, ventes salget af alkoholfri øl ifølge Euromonitor International at stige med mere end otte procent om året, og det har gjort alkoholfri øl til et afgørende marked for verdens bryggerier, der er i skarp konkurrence om at udvikle metoder til produktion af alkoholfri øl, der faktisk smager af øl. En konkurrence, der skaber aktivitet i Danmark, nærmere bestemt hos Alfa Laval Copenhagen i Søborg, hvor den internationale industrikoncerns globale afdeling for bryggeriudstyr er placeret.

Her har man i årtier arbejdet på at udvikle systemer til fjernelse af alkohol. Senest har virksomheden udviklet et dealkoholiseringssystem baseret på en ny dampbaseret metode, som er mere skånsom overfor øllet og bevarer flere smagsstoffer end tidligere, og det har vakt interesse hos blandt andre Royal Unibrew i Faxe. Efter en testperiode har bryggeriet investeret i et større system, som nu er taget i brug.

- Det er en god og fleksibel løsning til produktion af alkoholfri øl ud fra eksisterende ølstrømme uden at skulle lave om i produktionen. Fint produkt der dog kræver lidt ekstra magi f.eks. i form af tilsætning af smagsaromaer, når man laver <0,05 vol %, siger Anders Nielsen, der er Brewhouse Manager i Royal Unibrew.

Foruden Royal Unibrew har Alfa Laval leveret det nye dealkoholiseringsmodul til 12 bryggerier i hele verden, og virksomheden forventer med den nye teknologi at tage en ny og markant del af verdensmarkedet for udstyr til de-alkoholiseret øl i de kommende år.

- Med den nye teknik kan øllet udvikle sig fuldt ud, før alkoholen fjernes ved hjælp af damp, efter at øllet er færdigbrygget. Metoden er betydeligt mere skånsom end de øvrige kendte metoder, da dampen kun skal være i meget kort kontakt med brygget, før alkoholen er reduceret eller helt væk, hvilket betyder at mere af den oprindelige smag bevares, fortæller John Kyle Dorton, VP i Brewery Systems, Alfa Laval Copenhagen og fortsætter:

- Desuden er det via teknikken muligt at få alkoholproducenten helt ned på under 0,05 procent, hvor andre metoder typisk stopper ved 0,5 procent, hvilket er grænsen for, hvornår man må kaldet øllet alkoholfrit. Det har eksempelvis betydning for kalorieindholdet, der er cirka dobbelt så højt i en øl med 0,5 procent som i en øl med 0,05 procent, og netop kalorieindholdet spiller en vigtig rolle for tilskyndelsen til at købe alkoholfrie øl for en stor del af markedet.

Royal Unibrew producerer både virksomhedens egen alkoholfrie pilsner, Ceres Royal Alkoholfri, og Heinekens 0,0 procent på fabrikken i Faxe.

Læs også...

Artiklen om De-alc modulet publiceret i Berlingske Finans d. 19. februar 2020:

Beer glas 640x360

Kontakt

John Kyle Dorton

Vice President for Brewery Systems

Alfa Laval A/S

+45 2777 8521
johnkyle.dorton@alfalaval.com

Kontakt

Adina Usiewicz

Marketing Communication Manager

Food & Water Division, Alfa Laval Nordic A/S

Danmark

2844 8608
adina.usiewicz@alfalaval.com

Relateret indhold: