2019-07-21 Investor News

Alfa Laval vækster i Danmark på både top- og bundlinje

Omsætningen hos Alfa Laval i Danmark steg i 2018 til 4,7 milliarder kroner. Dermed udgør de danske aktiviteter nu 16 procent af totalen hos den svenske industrigigant.

Det går godt hos Alfa Laval-koncernen, der i 2018 på globalt plan havde en omsætning på 29 milliarder kroner. I Danmark steg omsætningen til 4,7 milliarder kroner svarende til en stigning på godt 3 procent sammenlignet med året før, hvor omsætningen lå på 4,5 milliarder kroner. Indtjeningen efter skat steg til 297,6 millioner kroner mod 254 millioner kroner i 2017, og det giver en bundlinjevækst på hele 17,2 procent:

 

- Vi har været på en spændende rejse i Alfa Laval de seneste år. I 2016 vedtog vi en ny strategisk retning og en ny organisationsstruktur, som i 2017 blev implementeret i vores fem selskaber i Danmark. I 2018 har vi for alvor mærket effekten af den nye strategi, og Danmark er i dag en af de mest betydende afdelinger uden for Sverige i Alfa Laval-koncernen, forklarer managing director Per Lund Hansen fra Alfa Laval Copenhagen A/S

 

Virksomheden beskæftiger nu godt 1.700 medarbejdere i Danmark fordelt på afdelingerne i Nakskov, Kolding, Søborg og Aalborg inden for koncernens kerneområder varmeoverførsel, separation og væskehåndtering. Her er afdelingen i Nakskov forfremmet til globalt center for membranfiltrering, mens afdelingen i Kolding nu er globalt center for flowteknisk udstyr og udstyr til tankrensning til f.eks. fødevare- og pharmaceutisk produktion. Alfa Laval i Søborg er globalt center for procesteknologi og dekantercentrifuger til bl.a fødevareproduktion, i energisektoren og splidevandsrensing og endelig er Aalborg-afdelingen blevet globalt center for kedelteknologi, med særlig fokus på marinesektoren:

 

- Danmark spiller en større og større rolle i koncernen, og flere forsknings-, test- og udviklingsaktiviteter end nogensinde er placeret her. Det er særdeles glædeligt, at vi sammen med Sverige, Kina, Indien og USA er blandt de fem mest betydende lande i koncernen, fortsætter Per Lund Hansen. 

 

Han siger supplerende, at Alfa Laval konstant arbejder på at være globalt førende inden for sine kerneteknologier, og at koncernen gennem mange år har investeret minimum 2,5 procent af omsætningen på forskning og udvikling, og at det netop er her, at Danmark har sin berettigelse. Koncernen har ligeledes et stort fokus på opkvalificering af sine produktionsmedarbejdere, såsom operatører m.fl. inden for nye teknologiområder og vil også på den måde sikre konkurrenceevnen fremover.

 

Vækst båret af miljø- og klimafokus

Der er en række faktorer, som har spillet ind på den positive udvikling de seneste år. En stærk global økonomi og et delvist opsving på skibsbygningsmarkedet især på miljøområdet har bidraget positivt, men det er særligt et stigende klimafokus, der gør, at kunderne i stigende grad kigger i Alfa Lavals retning: 

 

- Der er ingen tvivl om, at det øgede fokus på at spare energi og vand og en generelt større vilje til at skåne miljøet gavner salget af vores produkter. Her har vi udviklet førende teknologier og produkter, som er state-of-the-art inden for blandt andet vandrensning, minimering af el- og vandforbrug samt reduktion af CO2-emission inden for en række industrier og processer. Her håber vi naturligvis på, at et fortsat tiltagende klimafokus vil gavne os i de danske afdelinger endnu mere i de kommende år, pointerer Per Lund Hansen videre.

 

Og der er meget, der tyder på, at det er i den retning, at tingene bevæger sig. Alfa Laval har øget sin ordreindgang med 23 procent til 32 milliarder kroner på bare et år, og selskaberne i Danmark lancerer ikke færre end 22 nye produkter alene i år. Der er således fuld fart på produktudvikling med en stadig kortere time-to-market.

 

Samtidig samarbejder Alfa Laval i stigende grad med forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Aktuelt har Alfa Laval i Søborg i samarbejde med Gladsaxe Kommune og DTU eksempelvis etableret rugekassen ”Innovation House”, hvor iværksættere med tilknytning til Alfa Lavals kerneteknologier tilbydes lokaler og faciliteter på Alfa Lavals adresse med henblik på innovation via partnerskaber.  

 

Alfa Laval har globalt hovedsæde i Lund i Sverige og beskæftiger ca. 17.200 ansatte på verdensplan. Alfa Lavals produkter sælges i dag i over 160 lande, og koncernen har 38 store produktionsenheder, 12 distributionscentre og godt 100 servicecentre fordelt over hele kloden. Alfa Laval forventer fortsat organisk vækst i 2019 – både globalt og i Danmark.

Tags

Alle
Alfa Laval blue flag waving in the wind

Kontakt

Adina Usiewicz

Marketing Communication Manager

Food & Water Division, Alfa Laval Nordic A/S

Danmark

2844 8608
adina.usiewicz@alfalaval.com

Relateret indhold: